Det skal du vide, når du skal have et nyt tag

Skal du i gang med at have skiftet taget ud snart – eller blot i gang med renoveringsarbejde? Der er en række regler, anvisninger og lovgivning, der skal overholdes. Vi har her samlet nogle af de mest almindelige spørgsmål, der melder sig, så du kan blive klogere på, hvad du skal være opmærksom på.

Må jeg lægge mit tag selv?

Som udgangspunkt er der intet, der står i vejen for, at du kan lægget taget selv. Der er dog nogle tagtyper, der kræver særlig stor erfaring for at opnå et tilfredsstillende resultat. Det er f.eks. tagpap, der kræver erfaring med at svejse taget tæt, eternit- og naturskifter, kobber- og zink samt stråtag, som kræver oplæring, mange års erfaring og ofte specialværktøj og sidst men ikke mindst asbestholdige eternitplader, hvor der er strenge krav og regler til sikkerhed og miljø.

Der er dog nogle tagtyper, som du godt kan slippe afsted med at lægge selv. Det er f.eks. bølgeeternit, der ikke indeholder asbest, selvklæbende tagpap på tag med hældning, de fleste typer ståltag, plasttag på udestue, skur og carport og visse typer tegltag, f.eks. betontag.

Du skal dog her være opmærksom på, at du skal være meget forsigtig og følge anvisningerne til punkt og prikke, især hvis du gerne vil sikre dig, at forsikringen dækker, hvis der skulle opstå skader.

Hvilke krav og regler er der til taghældningen?

Alle typer tag har et krav om minimum taghældning – og det skal overholdes, ellers er der stor chance for at taget bliver utæt, levetiden forkortes eller producentens garanti bortfalder. Det er derfor vigtigt at du husker på at undersøge minimum taghældning på den tagtype, som du har valgt, så du kan være sikker på, at dit tag bliver tæt og får de bedste forudsætninger for at kunne holde meget længe.

Hvad siger lokalplanen og beboerforeningen?

Der kan i lokalplanen eller i beboerforeningen være regler for, hvilke typer tagbelægning, du må vælge imellem. I nogle kommuner er det f.eks. forbudt at montere tagbelægninger med en vis glansgrad/refleksion. Det er derfor vigtigt, at du tjekker med din kommune eller beboerforening, inden du lægger et nyt tag for at finde ud af, om der er nogle restriktioner, du skal have med i dine overvejelser.

Skal jeg søge om byggetilladelse?

Normalt behøver du ikke søge om byggetilladelse, når du skal skifte taget ud. Det er faktisk kun, hvis du ønsker at udvide det bebyggede areal, f.eks. ved at inddrage førstesalen til beboelse eller have monteret ny kvist, at du skal søge kommunen om byggetilladelse. Hvis du bor i et fredet eller bevaringsværdigt hus, vil der dog gælde andre og skærpede regler, så hvis du er i tvivl, er det bedst, at du tager en snak med din kommune eller får hjælp af en byggesagkyndig, inden du går i gang.

Er det et lovkrav at man skal efterisolere loftet ifm. tagrenovering eller udskiftning?

Svaret er her ja, men det er kun under visse forudsætninger. Det er et lovkrav, hvis det kan betale sig – og det kan det typisk, især hvis du i dag har mindre end 250 mm isolering. Lovgivningen er ikke 100 % klar på området, men hvis du har mindre end 250 mm isolering, bør du hurtigst muligt og især i forbindelse med en renovering af dit tag få foretaget en efterisolering med op til 400 mm isolering.

Er det på tide at få skiftet taget ud? Prøv denne tagberegner og få et godt tilbud på et nyt tag allerede i dag.

Skriv et svar