At opbygge en robust og fleksibel investeringsportefølje handler i dag om mere end blot at købe et par brede indeksfonde. For mange investorer er målet at kombinere lavomkostnings-eksponering mod hele markedet med mulighed for taktiske tilpasninger i specifikke sektorer, temaer eller faktorer. Denne tilgang kaldes core-satellite-strategien – en metode, der giver både stabilitet og potentiale for merafkast over tid.
Hvad betyder en core-satellite-struktur?
En core-satellite-portefølje består af to hoveddele. Kernen (core) udgøres normalt af brede, billige indeks-ETFs, som dækker store dele af aktiemarkedet, fx globale aktier eller et verdensindeks som MSCI World. Disse fonde danner det stabile fundament, hvor størstedelen af formuen placeres. Formålet er at følge den generelle markedsudvikling med lave omkostninger og minimal risiko for at træffe forkerte enkeltbeslutninger.
Satellitterne er derimod mindre positioner, som bruges til at øge afkastpotentialet eller reducere risikoen gennem taktiske valg. Det kan være sektor-ETFs som teknologi eller sundhed, smart beta-strategier som value eller low volatility, eller tematiske fonde, der fokuserer på megatrends som grøn energi eller kunstig intelligens.
Denne kombination gør det muligt at opnå både markedsbredden og den fleksibilitet, som mange investorer søger i et miljø med hurtige økonomiske skift.
Hvorfor bruge ETFs til begge dele?
ETFs er særligt velegnede til core-satellite-strukturen, fordi de kombinerer lav pris, gennemsigtighed og hurtig adgang til mange markeder. En klassisk indeks-ETF kan have årlige omkostninger på under 0,1 %, hvilket betyder, at langt størstedelen af afkastet går til investoren selv. Samtidig kan mere specialiserede fonde handles intradag, hvilket giver mulighed for hurtigt at justere eksponeringen, når markedsforholdene ændrer sig.
For investorer, der ønsker at forstå selve grundlaget for denne type fonde, kan det være nyttigt at starte med at undersøge hvad er en etf, da dette begreb dækker over en bred vifte af strukturer, der hver især har forskellige fordele og risici.
Hvordan vælger man den rette kerne?
Kernen bør altid afspejle investorens risikoprofil og tidshorisont. Mange vælger at lade 60-80 % af porteføljen bestå af brede aktie-ETFs, fx en global og en emerging markets-fond kombineret med en obligations-ETF for stabilitet.
Formålet er at opnå maksimal diversificering – både geografisk og sektormæssigt – med så få produkter som muligt. For eksempel kan en investor vælge en verdensomspændende aktie-ETF kombineret med en global obligationsfond for at skabe et simpelt, men effektivt fundament.
Kernen bør som udgangspunkt ikke ændres ofte. Den er langsigtet og skal modstå udsving, uanset hvordan markederne bevæger sig på kort sigt. Det er disciplinen i at holde fast i kernen, der sikrer porteføljens stabilitet.
Hvordan tilføjer man satellitter?
Satellitter udgør den mere dynamiske del af porteføljen. De kan bruges til at udnytte makroøkonomiske trends, ændringer i renter eller teknologiske gennembrud. Eksempler kan være en ETF, der fokuserer på grøn teknologi under en energiomstilling, eller en lavvolatilitetsfond i perioder med øget markedsuro.
Det vigtige er, at satellitterne har et klart formål – de skal ikke blot vælges ud fra nyhedsstrøm eller kortsigtet hype. Mange investorer sætter en øvre grænse for satellitternes samlede andel, typisk omkring 20-30 % af porteføljen, for at undgå overdreven risiko.
En god praksis er at gennemgå satellitterne hvert kvartal eller halvår for at vurdere, om de stadig passer ind i den overordnede strategi. Hvis temaet mister momentum, eller hvis prisudviklingen afviger markant fra forventningen, kan det være tid til at rebalancere.
Balancen mellem strategi og disciplin
En af de største styrker ved core-satellite-strategien er dens fleksibilitet. Den kan anvendes af både konservative og mere aktive investorer, og den kan tilpasses stort set alle aktivklasser. Men fleksibilitet kræver disciplin. Det er nemt at overjustere satellitterne ud fra kortsigtede markedsbevægelser og dermed øge risikoen unødigt.
Derfor bør ændringer i satellitdelen altid ske inden for en veldefineret ramme. Nogle investorer fastsætter et årligt rebalanceringspunkt, hvor vægten mellem core og satellite justeres tilbage til de oprindelige niveauer. Andre anvender faste regler, såsom at reducere eksponering, når et tema overstiger en bestemt procentdel af porteføljen.
Fordele og ulemper ved metoden
Fordelen ved core-satellite-strukturen er, at den kombinerer stabilitet med mulighed for at skabe merafkast. Kernen beskytter mod store tab, mens satellitterne giver frihed til at udnytte markedsmuligheder. Samtidig bevarer man de lave omkostninger, som ETFs er kendt for.
Ulempen er, at strategien kræver en vis grad af løbende overvågning og forståelse af markedets dynamik. Hvis satellitterne vælges forkert eller ændres for ofte, kan strategien miste sin styrke. Derfor egner den sig bedst til investorer, der ønsker at være involveret, men stadig bevare et klart, struktureret fundament.
I sidste ende handler en core-satellite-portefølje om balance – mellem passiv og aktiv tilgang, mellem ro og reaktion. Når den konstrueres med omtanke, kan den være et af de mest effektive værktøjer til at opnå stabile, langsigtede resultater i et omskifteligt marked.